Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Calvin
273
kæmpe sin Graad. Faderen udbrod: „Lad mine Fjender kun
spotte! Har jeg ikke endnu Titusinder af Børn i Guds
Menighed!" Endelig, efter omtrent otte Aars Ægteskab, bukkede hun
selv under.
Døende led hun af Bekymring for, hvorledes det skulde gaa
hendes Børn af første Ægteskab; men hun vægrede sig ved at
bede Calvin tage sig af dem. Der udspandt sig da følgende sidste
Samtale mellem Ægtefolkene. Calvin gættede hendes Tanker og
sagde: „Jeg skal behandle dem som mine egne Børn." - Hun:
„Jeg har allerede anbefalet dem til Gud." — Han: „Men det
forhindrer ikke, at jeg ogsaa tager mig af dem." — Hun: „Jeg
veed nok, at Du ikke vil forlade dem, hvem jeg har anbefalet
til Herren." Kort efter døde hun (April 1549). Laaget over
Hjemmets Brønd aabnedes for en bortkaldt Sjæl. Hvorhen?
„Ske din Vilje!"
Ægteskab er gensidig Hjælp mellem Mand og Kvinde, der
beflitter sig paa at føre den rene, kristelige Vandel. Den
ypperste, eneste afgørende Hjælp, Hjælpen til evig Salighed, formaar
Ægtefæller dog ikke at yde hinanden, thi deres Salighedsvilkaar
afhænger ikke af deres Liv eller deres Samliv, men af Guds fra
Evighed trufne Forudbestemmelse.
Stakkels Calvin! Stakkels Idelette! Haand i Haand og dog
maaske med en uendelig Afgrund imellem sig! Des renere lyser
den Troskab og Fasthed, hvormed de i Fællig skred frem,
fremad mod „Sandheden", Altings Ophav, den blændende,
guddommelige Egoisme, som de kaldte „Gud". Et svagt Skær af
denne Egoisme falder endnu over den mandlige Part, medens
den helt er forsvunden hos Hustruen i de simple, rørende Ord,
som Calvin udtalte om hende i et Brev: „Jeg har mistet mit
Livs fortræffelige Ledsagerinde, hende, der aldrig vilde have
forladt mig, hverken i Landflygtighed, eller i Nød, eller i Døden.
Hun var mig en kostelig Medhjælp, thi hun tænkte aldrig
paa sig selv."
Troels-Lund : Historiske Fortællinger VII
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
