Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Montaigne
ved hurtigst muligt at indgaa Ægteskab nytter ikke. Hverken
alene eller ved at være to kan man sikre sig mod Naturdriftens
Magt. Den kræver sin Tid til at udrase. Man bør derfor netop
vente med at indgaa Ægteskab, indtil den værste Rasetid er
omme, altsaa for Mandens Vedkommende, først naar han har
fyldt 35 Aar.
Til denne negative Anvisning og saa sine almindelige
Opfordringer til ikke at lade sig bringe ud af Ligevægt indskrænker
egentlig Montaigne sig angaaende denne Sag. Dette er først og
fremmest et Udtryk for hans Overbevisning om Spørgsmaalets
Uløselighed. Men tillige bunder det ogsaa i Montaignes ærlige
Syn paa sig selv. 1 dette Forhold, hvor han fuldt ud erkender
sin egen Svaghed, vil han mindst af alt fremstille sig selv som
Eksempel til Efterfølgelse; saa heller — med en lille stilistisk
flot Krusedulle — det modsatte.
Det er meget uheldigt, at Montaigne just her paa det afgørende
Punkt lader En i Stikken, ganske ligesom han i sin Livsanskuelse
i det større blot henviser til Tvivl og Uvidenhed. Vi saa
imidlertid dengang, at, naar man gik ham paa Klingen, havde han en
personlig Udvej i Troen paa en „indre Patron", der hjælper
hver enkelt til at hævde sig selv og bevare sin Ligevægt. Noget
lignende er vel Tilfældet her.
Ærlig, men inderst inde ærekær, som Montaigne er, falder
det ham dog tydeligt nok svært just paa dette Omraade fuldt at
iagttage sig selv og gengive det sete. Han ligesom undseer sig for
at drage sin „indre Patron" ned med i alt dette. Til det
yderste søger han derfor at smutte fra, f. Eks. i Vendinger som denne:
„Almuesfolk er egentlig de lykkeligste; de staar Dyret og
Naturen nærmest, plukker uden at tænke derved Livets Nydelse
og dør uden Knur." Denne Henvisning til Naturen udtømmer
ikke Montaignes Mening om Forholdet mellem Mand og Kvinde.
Men paa den anden Side synes han at vægre sig ved at tilstaa,
hvad hans „indre Patron" har tilhvisket ham om at holde sig
oven Vande i denne Malstrøm.
Vi er da, for at faa dette Spørgsmaal besvaret, henviste til at
gaa ligesom bag om Montaigne, lytte til de tilsyneladende til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
