Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Montaigne
325
men hver paa sit Omraade, saa virker de i Forening det, der
er Ægteskabs Løn og Maal: gensidigt Venskab. — Et godt
Ægteskab er det smukkeste Stykke i det menneskelige Samfund.
Paa faa Punkter udtaler Montaigne sig saa jævnt og kønt som
om sit eget Ægteskab. Han giver sikkert et paalideligt Billed af
sig selv, hvor han skildrer sin Indtræden i Ægtestanden og
første Tid som Ægtemand: „Det har altid været mig ubehageligt
at have nogen som helst Form for Aag om Halsen. Havde jeg
kunnet følge min Smag, saa havde jeg svaret Nej, om det saa
var Visdommen selv, den himmelske Sophia, der havde tilbudt
mig sin Haand. Men her hjalp ingen Snak. Livets stærke
Fælles-strøm af Skik og Brug og sammenstødende Omstændighed bar,
førte, ja slæbte mig modstridende did."
„Da jeg først var bunden, har jeg forresten lystret
Ægteskabets Lov mere samvittighedsfuldt, end jeg selv havde lovet
og haabet. Thi naar man har indgaaet en Forpligtelse, skal man
holde den. Den bliver først ret ubehagelig, naar man begynder
ikke at efterkomme den. Jeg mener som saa: Det er Bedrag at
trolove og ægte, naar den Troskab, man lover, ikke er ægte."
I varme, følte Ord beskriver han — som vi ligeledes ovenfor
hørte — sine ægteskabelige Forhold saaledes: „Min Erfaring har
lært mig, at den Dyd, jeg fremfor alle kræver af en Hustru, er
Økonomi. Jeg for mit Vedkommende giver min Hustru fuld Lejlighed
til at øve denne Dyd, idet jeg naar jeg er borte fra Hjemmet
lægger hele Styrelsen i hendes Haand. Og ingen har Brugen af sit
Eje saa nemt, saa trygt, saa frit og kvit som jeg. Men lider ikke
Samfølelsen ved saaledes til Tider at være skilte? Tværtimod,
den slappes snarere ved bestandigt at hænge over hinanden.
Naar jeg er borte hjemmefra, forekommer mig hver Kvinde, jeg
møder, ved første Øjekast som hæderlig. Afstand fylder mig
med nye Følelser for mine egne, forsøder Tanken om Hjemmet.
Venskab har lange Arme, der naar fra et Hjørne af Verden til
et andet; især her, hvor hvert Budskab melder om Bistand, der
knytter Baand og vækker Minder. Fra Rom følger og leder jeg
mit Hjem og alt, hvad godt jeg dér har efterladt. Jeg ser Murene,
Træerne, mærker dets Indtægter vokse eller aftage, ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
