Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. D.Jørgensen 271
Som en Kunstner var han vænnet til straks at lystre og
udtrykke hvad den indre Guddom befalede. Kun den, der saa
meget skarpt til, kunde stundom bag denne ligelige lette
Anspændthed i et ufrivilligt lille Træk ved Munden aflæse, at et
Bud om segnefærdig
Træthed vistes
tilbage (Fig. 122).
3
Disse Evner og de
Udtryk, som de gav
sig, førte tidligt til,
at A. D. Jørgensen
overfor den yngre
Slægt og snart
overfor den hele
Offentlighed blev til noget
andet, end hvad han
var. Han ophørte at
være Menneske.
Han blev til blot
Sindbilled, Symbol.
Sønderjyden,
Historikeren, Rigsarkivaren. Hans egen Maade at være paa bidrog
hertil. Altid afmaalt, behersket, fuldt optaget af det, der var for,
fandt han ikke Lejlighed til at vise sig selv som nogen anden.
Fornam man i hans Nærværelse en tredje, var dette ikke
Mennesket, der fristede til at sprænge Former, men den usynlige,
Guden, der var til Stede og uformærkt indgød Ærefrygt og Sky.
Mod sin Vilje, men ifølge Forholdenes Natur, blev da A. D.
Jørgensen — udenfor sine allernærmestes Kreds — længe før
sin Død for hele Offentligheden et blot Billed, en Statue af sig
selv. Han savnede Evnen til f. Eks. ved Humor at sprænge
Forsteningen. Forsteningen var om ikke selve Formen, saa Be-
Fig. 122. A. D. Jørgensen.
(1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
