Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Himmel og hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skibet gir et billede av øde og forladthet. Men
jeg har endnu ingen fornemmelse av at være
alene ombord. Jeg bevæger mig omkring paa
dækket i en lydløs, svævende gang. Jeg kommer
hen til bakken, her hænger et rustent anker halvt
utover sjøen, det har splintret et stort hul i
rækken. Saaledes begynder ængstelsen i drømmen:
Jeg staar i skibets forstavn og ser igjen paa
mastetoppene, de er sorte og bare, likesom
avbrændte, bevæger sig med skibets duven og
tegner streker i himlen. Himlen er blit mørkere,
enkelte stjerner funkler som rifter i det dypblaa
hvælv. Pludselig har jeg en fornemmelse av kulde
ved at se ind mot stjernedypet, jeg sænker hodet.
Og saa glir mit blik fremover dækket og med
en gang føler jeg, hvor her er øde ombord.
Rattet knaker og rykker hit og dit og der er
ingen ved rattet. Der et jo ingen mennesker
ombord, nu falder det mig ind. Jeg er paa et
forladt skib langt ute paa et øde og vældig hav.
De lyd jeg hører, taugenes klapren mot masterne
og rattets regelmæssige knirken, synes bare at
forøke ødsligheten. Kveldens flammende skjær
er veket for et graat tusmørke, der blikker ikke
længer lys utover havets store vidde, men
mørket suger sig allevegne frem fra horisonten, som
er kulsort og truende, en trykkende
ensomhetsfølelse knuger mig; jeg synes dette skib er slidt
av mange aars blæst, det er bleket som en
gammel likkiste, — jeg er som levende begravet i
et livstomt rum av skumring og taake.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
