Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Er det dig Valentiner?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en lavine der faldt, stenene skred længe efter dem.
Jeg ropte til dem, at de kunde fortsætte tilbunds,
jeg klarte mig — og med en fabelagtig hast rullet
lavinen nedover. Deres hujende stemmer slog
tilbake i ekkoer og jeg kunde ikke stedfæste dem.
Men jeg kunde se deres færd i trærnes bevægelser,
trætoppene svaiet som 1 blæst. Da jeg om litt
kom ut i en lysning, kunde jeg høre deres klin-
gende stemmer langt, langt nede i dalen.
Merkelig nok bevitket netop disse fjerne
menneskelige stemmer en viss ensomhetsfornem-
melse hos mig. Jeg blev staaende, støttet til en
træstamme, og se utover. Jeg hadde gaat længe
allerede og skulde efter min egen mening være
dalbunden temmelig nær, men jeg var endnu ikke
halvveis. Hvor der dog er vældige linjer og di-
mensioner i et saadant landskap, her ligger et rike,
en del av verden, uendelig dypt under mig svævet
andte grønne lysninger som øer i den mørke skog.
Solen var paa held bak bjergene og skogen var
overalt enstonig graa likesom havet under sky-
dække. Jeg ventet at se den muntre alpeglød paa
tinderne fet imot, men saa bare fjeldenes graa og
urgamle træk, alpemassivets knugende øde. Over
den nærmeste slukt viftet pludselig et hvitt ge-
vant mot himlen: Taaken.
Jeg visste fra før, at naar fjeldtaaken paa den
maate snodde sig gjennem kløften, betød det regn.
Jo længere sydpaa, des huttigere veksler veiret,
især her indunder Alperne, hvor uveiret altid
ligger og luter i de dype kløfter. Det kan komme
66
ET
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
