Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lincoln Forssners siste dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Et eksperiment?» spurte Angell ivrig — ordet
løste ogsaa uklare forestillinger hos ham selv.
Saa kom Lincolns forklaring. Støtvis, først
hurtig, saa nølende, saa igjen med: ilsomt
hastværk, en fanatikers fremstilling — alt imens
hans brændende blik mistænksomt voktet paa
tilhøreren. Angell turde ikke møte dette blik.
Han visste, at hans øine vilde røpe de tan-
ker, som hamret indeni ham: Han er gal, han
er gal.
«Jo, jeg eksperimenterer med mine nerver,» så
Lincoln, «jeg vil utsætte dem for en belastning,
som kanske ingensinde menneskelige nerver har
baaret. Hvad vet vi egentlig om menneskets ner-
ver, deres egentlige natur kjender vi jo ikke, hvad
vet vi idetheletat om mennesket? Vi har maalt
avstanden til de fjerneste stjerner, men vi har
endnu ikke maalt den grad av smerte et menneske
kan taale. For den almægtige frelsers skyld har
Fel at haabe paa, at smerten har en
grænse, men noget bevis har vi ikke. Vi vet
ikke engang noget om dødssmerten, fordi ingen
har kunnet fortælle os noget om den. Vi maa
regne med det forfærdelige, at evigheten har ut-
strækning ikke bare i de kjendte matematiske
dimensioner, men ogsaa i fysiske og sjælelige
fornemmelser. Det sies at kulden har en grænse
ved det teoretiske nulpunkt, som er 273 grader,
da al atomvirksomhet ophører. Ved flytende
heliumgas har man praktisk talt opnaad denne
kuldegrad eksperimentelt, men hvem sier, at man
T2E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
