Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinter i villa d’Este
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og synes det allikevel er mindre koldt paa den
aapne terrasse.
Solen skinner. Den grønne himmel har over
bjergenes skarpe tinder en umaadelig dybde ind
i verdensrummet, og derinde arbeider solen i
sin egen lystaake, likesom en stor manet, vi stirrer
paa den med aapne øine.
Utover terrassen svimler avgrunden, det er Anio-
dalen, opftevet i forunderlige slugter, hvori kas-
kaderne springer. Alt utdyper vinterens tung-
sindighet. Kaskadernes fald har en haard, staal-
klingende tone, den tunge strøm vælter lergul
utover de grønne skræntet og ryker av taake som
sttimer hele dalen — og i disse strimer hænger
sollyset krystalklatt og koldt....
Der kommer maten paa bordet, ørret, den er
hverken varm eller rigtig kold, akkurat som den
italienske vinter, men findes der allikevel noget
saa ubarmhjertig frysende som et sligt graahvidt
fiskeskind paa en aapen terrasse under en sluk-
nende februarsol? Hvitvinen har ogsaa frostens
tone, naat den med en metallisk klang falder i
glassene, og uten at den smaker av noget, sætter
dens kulde alene sig fast i tænderne.
Jeg betragter selskapet fra mit vindu, ørkesløst
uten nysgjerrighet. Jeg er hotellets eneste gjæst
og bebor det eneste værelse med ildsted. Naar
jeg ikke har fremmede eller regnveir at se
paa, stirrer jeg ind i den aapne kamin, hvor den
vaate ved gløder i barken og ellers oser i alle
fibre.
178
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
