Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reise over Haukelifjeldet, af Theodor Kjerulf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tøilen, idet vi stemmede Fødderne haardt mod Sneen
for ikke at glide ud over Skraaningen, og dog uvil-
kaarligt vilde gjøre os saa lette som muligt, i hem-
melig Angst forat det Hele skulde briste under os, og
med den Overbeviisning, at dette sorte, iiskolde og
blikstille Vand ikke Vilde give Noget tilbage, hvorover
det engang havde lukket sig.
Saaledes gik det bestandig videre. Solen begyndte
at dale,og endnu saa vi ingen Udsigt til at være vort
Maal nærmere. Den ene lange Fjeldlinie laa endnu
stedse bag den anden, det samme sørgelige Skue bestan-
dig for Øinene, den samme rugende Stilhed overalt-
Hvis du nu havde Mollargnten her, tænkte jeg-
og han gik foran og strøg paa Strengene, saa det
klang i Fjeldet, da vilde vel Tiden falde kortere. Fø-
reren fortalte, at Møllarguten havde været meget om-
kring baade i Tellemarken, Hardanger og i Valders.
Forlængesiden i hans yngre Dage havde han engang
spillet i et Bryllup paa Vos, og der var en gammel
blind Spillemand tilstede, som i lang Tid havde gjældt
for Bygdens flinkeste. Hvem er det? spurgte han, da
han hørte de fremmede Toner. Hvor kommer han fra?
Og da tog han Felen og spillede sin bedste Slaat.
Men da han havde endt, spillede Møllarguten en, som
var endda bedre, og nok en og nok en, og Vossingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
