Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Signekjærring, af P. C. Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 "
,
stiansbyem der kjendte jeg en Kone. iHnn havde et
Barn, og det var hun saa bange for, hun korsede og
fhrede over det,«det bedste hun havde lært, baade med
Vævergjæl og Andet, »for der var nok meget Troldskab
og Fandenstoi —· Gud bevare min Mund ligevel
—- paa den Bhgdenz men saa var,det en Nat, hun
laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden
han laa ved Væggen. Ret som de laa, saa vaagnede
han, og da fik han see, at der blev saadant et rødt’
Lysfkin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at
rage i Gløderne med Jldragen. —Ja det var En, som
ragede iGloderneogsaaz for da Mandeni Stuen saa
did, saa sad der en gammel Mand borte vedOvnen
og ragede i Gløder11e, og han var saa fæl, at det ikke
var nogen Maade paa det, og- et langt Skjæg havde
han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at
række og række med Armene efter Barnet, men han
kunde ikke komme fra Krakken,« der han sad. Armene
de bleve saa lange, .ja, saa lange, at de naaede midt
ud i Stuenz men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet
kunde han ikke naae. - Saaledes sad han en lang Stund,
og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han
vidste ikke hvad-han skulde gjore. ·Saa horte han det
puslede borte ved Vinduet.
,,Peer, kom nn dat« sagde det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
