Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
«Hvad kan vel jeg sige om denne Begivenhed? At den kom
mig uahnet og uventet som en Bedøvelse. Saa aldeles
uforberedt var jeg, saa aldeles uden fjerneste Tanke paa noget
Saadant, at jeg den hele lange Tid var blind for Alt, hvad et
speidende Øie ellers vilde have tolket som de umiskjendeligste
Bebudelser.
Dersom han eller hun var som Andre — ja da vel kunde
jeg tænke mig, at det vilde blive saaledes — men
Welhaven med sin Natur og sine Antecedentser, Welhaven med sine
ofte selv i den senere Tid gjentagne Ytringer om et Eremitliv
til Dagenes Ende — hvorledes skulde hans Interesse for Jomfr.i
Bidoulach lade mig ahne en Beslutning som denne?
Og hun, kunde hun ikke sætte ham Stævne, spadsere og
kjøre med ham, uden at jeg deri lagde mere end en ualmindelig
Interesse, der dog kun var og blev en ualmindelig Interesse?–
Undertiden syntes mig vel, at hun var charmeret — men han
ikke. Og hvad han har gjort, har han gjort med Ro, uden at
blændes, uden at overlistes. Og lad os derfor haabe, at denne
Beslutning vil give hans Liv den Ro, som det saa vel fortjener.
Mangen Gang tænkte jeg vel, at Welhaven ikke var bestemt
til dette eensomme, uhyggelige Liv, han der er saa meddeelsom,
saa livlig, han der har saa lidet af Pebersvendens Natur og
Væsen. Men hvem skulde han vel kunne faae, der dannede en
Modvægt til hans eget stærke, vældige Temperament, og tog
Deel i hans Byrder og formildede hans Dage? Jeg troer, ja jeg
veed, at Jomfru Bidoulach er god og fortræffelig; jeg horer, at
der i dette mærkværdige Menneske skal slaae et Hjerte, blødt og
ømt og ædelt — jeg har seet, at der trods tilsyneladende
Ukvindelighed og Snakkesalighed hos hende er meget ægte kvindeligt,
mildt og bøieligt. — Jeg har seet hende det ene Øieblik
uud-slaaelig, det andet næsten indtagende sød — og dog — og dog —
hun er mig ikke luun nok — hun er mig ikke saaledes, som jeg
tænker mig en Kvinde, en Kone. Maaskee har jeg stor Uret.
Mangen Aftenstund, især i den senere Tid, har han og hun
i deres Diskurser saa lidet ændset os Andre, saa lidet beregnet
Effekten af en Ordvexling i et stigende Fortissimo, at jeg
bedøvet og forstemt har forladt Værelset. Men som sagt — jeg troer,
hun er saa god og saa godt vil vide at tage Welhaven og leve
med ham — lad os haabe dette!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
