Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244-
I den norske Klub er han med at gjøre galt værre, efter
hvad jeg hører. Selv Bjørnson skal en og anden Gang være
lidt geneert af hans exalterede Snak. Men Bjørnson har nu
nok med sig selv.
Flere af Klubbens moderatere Medlemmer har erklære!,
at de ikke kan holde ud der, og man spaar den hele Affære
en bråt Ende, hvis ikke Tonen betydelig forandres. Den er
vistnok alt forandret, og Bjørnson liar i det Hele i en utrolig
kort Tid faat erfare, at Christiania ikke saa ganske kan tøjes
og drejes paa samme Vis som Bergen.
Bull siger, at han 1111 virkelig gaar til Sverige eller rettere
gjennem Sverige til Rusland. Jeg talte med ham i Fredags
paa Gaden; han var i sit gode Hjørne. Jeg spurgte ham, om
han vilde være forsigtig med sin Tale derinde, og han sagde
«ja, ja, det maa jeg».
Gid han saa vilde og kunde! Og gid han maatte spille
paa det bedste, da var der endnu Haab om at gjøre Lykke.
Men ak — Ole Bull er bleven gammel og usikker paa sig
selv. Han lod til ikke at vide, at du var i Stockholm. Jeg
spurgte ham, om han ikke vilde besøge dig — — «Jo» —.
Saa talte han om en Composition, han hadde begyndt
paa, men som (som sædvanlig) ikke var bleven færdig. Det
var Zinklar og Nøkken, Guris Sang og Zinklars Marsch, og
saa lytter Nøkken og «vil tale med», og saa ender det med
en Sørgemarsch, et Drapa (Zinklars Drapa?).
Tilsidst tog han mig i Haanden og sagde: vær med os,
slut Dem til os; vi har det saa lunt og hyggeligt (i Klubben!),
slut Dem til den gode Sag — det er en Skam at holde sig
tilbage.
Jeg sagde, at man jo ikke vilde have mig med, da jeg
ikke var mere norsk end som saa (og jeg viste Toppen af
min Lillefinger). Da blev han mistænkelig og raabte: «Hvem
siger det?» og vilde ikke slippe Spørgsmaalet. «Er det mig
som har sagt det — hvem er det — o. s. v.»
Men jeg svarede blot, at det var sagt, men at det ikke
var Grunden, hvorfor jeg holdt mig tilbage, jeg havde
hundrede for en. Saa sagde jeg ham, at jeg var norsk paa min
Maade og havde netop en hel Samling norske Viser under
Pressen og deriblandt fem af Bjørnson. «Saa kan de faa at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
