Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Skjønt arbeidet egentlig var det eneste som
hjalp naar det rigtig knep, at begrave sig, bore
sig ind i slitet . . .
Og saa faa tænke slik en stille sneeftermiddag,
længe og uforstyrret.
Det hjalp.
Det kunde hjælpe for mange dage.
Ja, ta det op som var som et eneste saar,
som ikke taalte at man saa paa det engang . . .
ta det frem . . . gaa ret paa og tvers igjennem
— det var det eneste.
Se det like i øinene: Per Hjelm er borte . . .
du skal aldrig se ham mer, aldrig mer høre hans
stemme, aldrig mer føie den trygheten og
beskyttelsen som laa i at vite at han var i nærheten.
Aldrig mer spøke med ham, aldrig mer se
det pragtfulde glimtet i øinene naar stemningen
tok ham og høre stemmen hans bli varm . . .
Bare lukke sig stille over det, gjemme det
. . . og ta det frem naar man tørstet efter hvile
og skjønhet . . .
Det var jo altsammen bare rigdom fra den
første balaftenen de møtte hverandre til det
brevet som kom deroppe i Trondhjem og som var
det sidste livstegn hun fik fra ham.
Det brevet . . .
Da hun traf kaptein Sibbern igjen og han paanyt
tryglet og bad og truet og vilde overvælde og
beseire hende, da reiste det sig i hende til
motstand: heller alene fra dag til dag, heller ensom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
