Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 109. Abens uformodentlige Endeligt - 110. Ulvenes Devotion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
·99
Den druknes ikke, som hænges skal. Giogen gjorde til en Er-
indring herom saadant Liigvers: Er
Han i sit Embede af Verden hopper bort,
Mon nogen Dandser vel har større Luft-Spring
· giort
110. Fabel.
Ulvenes Devotion.
» Da Hyrden Melibous engang vandrede igiennem Skoven
og kom mod en Hule, hørte han en forskrækkelig Hylen og
Tuden. Han spurgte da en tilv, som stod ligesom paa Skild-
vagt ved Hulens Indgang, hvad den Tuden vilde sige? Ul-
ven sagde da: Tael ikke saa stærkt, mine Medbrodm de andre
» Ulve, ere i deres Devotion, og jeg er bleven posteret her, for at
forhindre, at ingen kommer-og forstyrrer dem i deres Andagt.
Hhrden, som Ulvenes vanartige Natur og Ondskab var bekiendt,
sagde da, at saadan Andagt var lidet overeensstemmende med
deres Levnet, ellers, sagde han, at det skulde være ham kiert,
om de her-efter vilde føre etbedre Levnet. Skildvagten sagde da:
Det er endeligen ikke just deres Forsæt; thi denne Time er
en sædvanlig Poenitentse-Time, som holdes eengang om Ugen-
Saa snart Andagten er til Ende, foretage de deres forrige reede-
lige Haandtering igien. Hyrden sagde da: Var det ikke bedre
at —de bade mindre og levede skikkeligere7 Nev, svarede Ulven,
7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
