Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vår
91
en virkelig fintfølende kvinde, at jeg aldrig
forfølger en mand.
Jeg blev derfor sittende på den første den
bedste træstamme, som jeg fandt nogenlunde
bekvem og prøvet å avfinde mig med
ensomheten så godt jeg kunde.
Ikke sjelden brukte jeg tiden til å skrive
ned halvglemte samtaler med Literaten, som
nu pludselig dukket op i min erindring — det
lar sig jo aldrig gjøre tilnærmelsesvis å fange
ind, hverken hans ord- eller idérigdom, endsf
de mer end overraskende, undertiden
likefrem chokerende tankesprang han tillater sig
å gjøre.
Men selv om jeg tilsynelatende klarte
situationen med anstand, selv om det lykkedes mig
å fordrive tiden ved disse beskedne
optegnelser, så følte jeg mig dypt såret over
Lite-ratens utilgjængelighet.
Hvor jeg forstår de forsømte, forladte
hustruer efter denne frygtelige uke i Paris’s
omegn. Det hele varte nemlig nøiagtig en uke.
Jeg gjorde rigtignok allerede før den tid
var utløpet forsøk på å emansipere mig
og gå til Louvre når Literaten drog tiiskogs,
men da antok han et så tragisk uttryk, at jeg
med et suk resignerte og blev med.
Jeg antar mangen forkuet hustru forgjæves
har spurt sig selv hvorfor manden vilde trække
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
