Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hjernens stad
177
Du ser at Edschmied og Flake møtes på
væsentlige punkter i sin opfatning av den nye
kunst.
Men her har vi ikke længer å gjøre med
Edschmieds faste vilje til objektivitet, hans
strenge selvtukt. Otto Flake er, hvad du alt
har fåt glimt av, en yderst vilkårlig, suveræn
herre som ugenert slår sig ned i sine egne
subjektive forestillinger midt for vore øine
uten forsøk på eller ønske om å komme i
direkte kontakt med os.
Med ett ord, han er — ialfald i hele sin
literære taktik — topmålt individualist,
kraftintellektualist.
Selve hans stil er præget av denne steile
subjektivitet, den er dunkel og utilgjængelig.
Men du får anspænde al din fatteevne, min
kjære Sancho Panza, så går det nok. Flake
fortsætter:
„Den gamle romans tema: givne forhold i
hvilke der indføres et moment av ophidselse
eller oprør, kamp; det beståendes seier,
oprørernes undergang gjennem selvmord eller
anerkjendt, vedtat harmoni, det er altsammen
rørende, men uten bindende tragik, det mangler
det egentlige: beslutsomhet, tankekraft,
individets sande suverænitet."
Ved siden av disse gjengangeragtige
kraft-satser, som minder om kraftsatserne fra
roman-tikens frembrudd, møter vi hos Flake en av
Lilly Heber: Det nye som gror. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
