Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i
inde med munter Spøg stedse forøgede Elskovsflammen, —
imedens Frits, overbevist om sin Lykke, svømmede i Fryd
og i dristig Triumf gjerne kunde have omfavnet den hele
vide Verden, udgød Rosine, efter Dage fulde af salig
Forglemmelse, i de stille Nætter bitre Taarer og gjorde sig selv
Bebrejdelser for ethvert fortroligt Haandtryk, ethvert huldt
Smil. Endelig kom det længe frygtede øjeblik, da Frederik
tillidsfuld og med den inderligste Kjærligheds Udtryk forlangte
hendes Haand. Bleg og forvirret stirrede hun for sig, men
med hurtig Fatning slyngede hun sin Arm om hans Hals,
trykkede et Kys paa hans Læber og sagde med fast Stemme:
»Bliv, som Du fra vore Børneaar var, bliv mig en trofast,
kjærlig Broder! Jeg elsker Dig ømmere, end en Søster elsker
Broderen, men din Kone kan jeg aldrig blive«. »Du tilhører
da altsaa en Anden?« spurgte Frits, pludselig nedstødt fra sin
Glædeshimmel. »Spørg mig ikke derom nu, elskede Broder«,
svarede den ædle Pige, kyssede ham endnu engang og ilede
med den sidste Rest af Fatning op paa sit Kammer.
Temmelig forskjellige Følelser gjennemstrømmede den
ærlige Frederiks Sjæl. Disse faa Dages Samvær havde gjort
Pigen saare kjær for hans Hjerte, og han følte Afslaget som
et Dolkestød; men paa den anden Side var hans Stolthed
krænket, og han kunde ikke Andet end finde, at Rosine havde
vist sig som hans Elskede indtil dette Øjeblik. Efter nogen
Betænkning besluttede han jo før jo heller at rejse til Toller,
hvor han vilde finde Aline, for jo før jo heller at glemme
sin Kurv. Han tog en Afsked med Rosine, der fra hans Side
var temmelig kold, og rejste nu med ilende Hastighed til den
vel bekjendte Gaard. I Alleen sad Aline paa en Bænk, som
var opsat netop der, hvor hun paa Konfirmationsdagen havde
hvilet i Fritses Arme. Erindringen slog som et Lyn ned
imellem det Nærværende og Forbigangne; at springe ud af
Vognen, kaste sig i Alines Favn og synke ned paa den grønne
Bænk — var øjeblikkets Verk. Snart, da den første Storm
var over, gik de Haand i Haand ind i Huset; Aline fulgte
sin Ven rundt om i Mark og Have, Loft og Lade, og han
fulgte saa sjæleglad og kjendte Alt, Alt igjen og græd
Vemods-og Glædestaarer. »Men«, begyndte Aline endelig, »savner
Du da slet Ingen? Har Du ikke tænkt det Mindste paa
Rose?« — Frits blev lidt forvirret; han havde nemlig foresat
sig ikke at nævne sit Besøg hos Rose for desto bedre at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
