Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Se saa Børn! Der have I den ganske Geschichte.–«
»Saa! det var meget 1 men hvorledes kom Du til Navnet
Agnete? hvad var det for et Bekjendtskab?«
»Hm, ja!« vedblev jeg noget forlegen; »ja, rigtignok
havde jeg et gammelt Bekjendtskab til hende«.
»Det var vel et fra dine Vildkattedage; den Gang var
hendes Hud maaske ikke saa rynket«, mente Presten.
»I ere paa galt Spor, Gutter. Nu vel da, ser til
Glassene, imedens jeg gaar ind paa mit Kammer efter noget«. —
Jeg kom tilbage med et lidet Manuskript og betroede mine
Venner, at jeg en Gang i en Skriveraptus havde udarbejdet
et Brudstykke af min Biografi.
»Saamænd, det havde jeg ikke troet, at Du var Forfatter!«
»Hidindtil skyede min Muse Selskab; i Aften skal hun
første Gang fremtræde. Eller ville I heller slaa en Sladder
af, saa kunne I ved Lejlighed–«
»Occasio depicta fronte cavalcata — siger Phædrus.
Læs Du, Langboldt«.
Jeg lagde Piben, tog mit Glas Punsch og oplæste mit
Manuskript.
Mange Aar ere henrundne siden den smukke Vinterdag,
der i dette Øjeblik stiller sig frem for min Erindring, den
Vinterdag, da jeg første Gang fra Kragebakken skuede ned
over den mærkværdige Bjergstad, Kongsberg. Jeg var i den
kraftfulde Alders Morgen. Trods den bidende Kulde rundt
om mig, der rimede den omhyggelig plejede Bakkenbart,
pulsede Livets Sommervarme i mit Bryst og paa mine Kinder.
Med glad Nysgjerrighed lod jeg øjet opsamle de Gjenstande,
der oplivede det hvide Landskab, som udbredte sig i den
Dal, hvori den spejlblanke Laugen hvilede, omkrandset af en
snetækket Gruppe Huse, hvis rygende Skorstene forraadte et
travlt Liv, der behageligen kontrasterede imod den øde
Strækning, jeg nys havde tilbagelagt.
»Ogsaa her tumler sig en Verden, fuld af Smil og Taarer;
ogsaa her opgaa store og smaa Bestræbelser for snart at hendø
eller at modnes for Tid og Fremtid. 4000 Mennesker leve i
denne Verden, alle ubekjendte for mig, som jeg for dem!«
det var den maaske forslidte Tankerække, der nu beskjeftigede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
