Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«5
kastede mig derpaa i Slæden for til bestept Tid at være i
Drammen, hvor en Rejsefælle ventede mig.
Med usikker, skjælvende Haand har jeg optrukket de
sidste Linjer af mit Cicisbeatliv, medens Angerstaarer liste sig
ned over mine rynkede Kinder.
Vinteren og den hele Sommer hengled under Rejser og
mange Slags Handelsforretninger. Jeg nød Livet med
ungdommelig Munterhed og tænkte snarere med Længsel end Uro
paa min kongsbergske Veninde. Endelig, det var langt ud
paa Høsten, kom jeg atter til Drammen. Madame Weyer var
bortflyttet, og jeg tog ind hos Gjestgiveren. En ung
Handelsven besøgte mig strax og fortalte, at han i flere Uger havde
havt et Brev i Forvaring til mig. Det blev hentet, og jeg
læste med yderste Bestyrtelse.
»Balle! har De nogen Barmhjertighed med en ulykkelig
Veninde, saa vis den deri, at De ikke igjen kommer til
Kongsberg. Tungere er aldrig en Kvinde bleven straffet, end jeg
er det; men til Dem staar det endnu at sønderknuse mig
ganske, dersom De er grusom nok til ikke at høre min sidste
Bøn. — Himmelen velsigne Dem, og skjænke Dem den Lykke,
De fortjener! Spørg ikke efter Benedikte«.
Lænet til Vinduet havde jeg i den regnfulde
Høsteftermiddags Skumring læst denne rystende Billet, og min Tilstand
under Læsningen var saaledes undgaaet den intet anende
Overbringer. En tilfældig Omstændighed bortvendte
fremdeles hans Opmærksomhed, og han forlod mig med et muntert
a revoirl
»A revoirl a revoirl« stammede jeg halv bevidstløs og
overførte Ordene paa Gjenstanden for alle mine Tanker, hvis
jeg ellers kunde kalde de Glimt, der skøde gjennem min
Sjæl, Tanker. Jeg kunde neppe bære mit Legeme og turde
ikke kaste mig paa Sengen af Frygt for at give efter for en
Feber og røbe, hvad der foregik i mit Inderste. Endelig
vaklede jeg ud og strejfede op og ned ad den endeløse Gade,
snart standsende foran en Bekjendts Gadedør, snart ilende
forbi en Mødende, af hvem jeg frygtede at blive kjendt. Det
blev Nat; Lamperne tindrede over de øde Gader; Vægterne
trampede paa den ujevne Brolægning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
