Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
III
af »det samme Vand«, skjønt ingen Draabe to Gange berører
dets Periferi. Uagtet vi nu stedse nyde og lide i dette saa
omtvistede Nu, saa driver dog dels Instinktet dels den
Erfa-ringskundskab, at det følgende Nu bestemmes af det
nærværende, Dyret i Almindelighed og Mennesket i Særdeleshed til
at arbejde for det Kommende eller i det mindste møde det
med Forventning, og bringe den sidste tillige til at udforske
det Kommende. Men at det Forbigangne skulde endnu
engang kunne drages frem for at virke paa Nutid og paa
Fremtid, det fatter kun Mennesket og det over de første
Livsfor-nødenheder hævede Menneske. Dog fatter han først sent
denne Eftervirkning; det er et vist højere Instinkt, som længe
før bringer ham til at spørge efter de gamle Dage og tilegne
sig Fædrenes Tid. Derfor se vi Kjærligheden til Historie og
Sagn mere levende og almindeligere paa et vist Barnetrin eller
Ynglingstrin af Kultur, hvor endnu Instinktet kan ytre sig,
end hos den Del af Mennesker og Nationer, hvis Kultur har
naaet Manddom. Der regjerer Forstanden, og der elskes
Historien, naar den elskes, formedelst klare Begreber om dens
Værd; der sættes den derimod vilkaarlig til Side, naar
Forstanden foretrækker at danne sine Begreber af andre Materialier.
Jeg kom ind paa denne Tankerække ved at spørge mig
selv, hvorfor Personerne paa Fossesholms gamle Tapeter
interesserede mig saa meget, og ved derfra at gjøre det
Spørgsmaal, hvad der overhoved bringer os til at have den
fremfarne Tid saa kjær. Men mit Instinkt og min Forstand alene
• bevirke her ingenlunde alt; der gives andre Aarsager til
Interessen for det gamle, — Kontrasterne f. Ex. i Sæder og
Tænkemaade, under hvilke det dog altid sig selv lige
Menneskebarn fremtræder i de forskjellige Tidsrum, —
Vanskeligheden af at bringe et helt ud af det fra Fortiden overleverede,
hvorved igjen Fantasien og Skaberkraften erholde frit
Spillerum, — en Art af vemodig Medlidenhedsfølelse med den
Slægt, der nu forlængst har afnydt Verdens Goder, og som
maatte give os og vore Samtidige Plads. Disse og maaske
flere Aarsager samvirke, som mig synes, til at gjøre os de
gamle Dage mærkværdige. Dertil udfordres altsaa ingenlunde,
at det er Helte og Heltinder, som opmanes fra Skyggernes
Land; nej, det er ikke saa meget Figurerne, der vinde vor
Deltagelse, som den Tidsalder, de bringe med sig hen over
til os. Dersom Etatsraad Cappelen endnu som for hundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
