Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 04
Med en vis ufuldstændig Ilsomhed har jeg, næsten uden
at ville det, efterlignet Rygtets aforistiske eller dog løst
sammenhængende Beretninger. Omtrent i denne Form vare disse
bibragte vor rejsende Prestemand. Da han var bleven
alene med min Moder, meddelte han hende alt, hvad han
havde hørt.
»Hvad er nu sandt heraf?« sagde min Moder, da hun
endelig havde udgrædt de første Strømme af den bitre
Smertes og Angsts Taarer.
»O, Karen; De tager Spørsmaalet ud af mit Bryst 1 Ja,
hvad er sandt heraf? Det er dette Spørsmaal, som holder
mig i Vejret, som driver mig ud igjen, saa snart jeg har
samlet Kræfter efter at have meddelt Dem, ædle, fromme
Pige, min og mines navnløse Ulykke. De gjetter maaske,
hvorfor jeg var saa grusom at bringe Dem den sørgelige
Tidende, inden de maatte faa den fra andres Mund. Desværre,
min Hensigt, mit store ønske kan De ikke opfylde; Deres
Forældre ser jeg nok behøve Dem om sig«.
»Jeg forstaar Dem, gode Prest. Ja visselig, jeg skulde
ikke betænke mig paa at følge Dem til det ulykkelige Hus,
dersom det var muligt for mig. Men min Moder — —«.
»Det ser jeg jo; De maa blive, gode Datter, hvor Deres
helligste Kald binder Dem. Dog var min Rejse herom ikke
forgjeves. Jeg føler igjen Kraft til at fortsætte Vejen, til at
made de Ulykkelige. Men, Karen! hvad venter mig ikke I
hvilken Scene! — og hvad skal jeg foretage?«
»Fredens Mand! De finder det snart selv«.
»Hør I lad os tage Mod til os og ikke gaa rundt om
Sagen. Jeg vil nu tale lige ud, skjønt det er, som om min
Tunge brændte under Ordene«.
»Min unge, muntre, skjønne Ursula har endt sit korte
Jordliv, er borte fra os, fra mig og mit Fremtidshaab, fra sin
gamle, ærværdige Fader — fra os alle, fra den lyse Sol og
den grønne Eng —« saaledes vedblev han med et smerteligt,
sværm eriskt Udtryk og syntes at henrives i den Retning, hans
Tanker nu engang havde taget. Min Moder havde foldet
sine Hænder, og de varme Taarer fløde ned over Barmen.
Efterhaanden sagtnedes hans Røst; kun bevægede Læberne
sig og tilkj endegave saaledes, at han endnu beherskedes af
Forestillinger, som han ikke selv ledede med nogen Hensigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
