Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 1
til hendes Overraskelse i Førstningen paa Halvvejen i Møde. Han
havde nemlig hos sig selv ønsket at omsætte de to Par, saa at
Presten blev Julianes og Loft Ursulas. Naar nu, som han af
Julianes Indledning syntes at forstaa, et Slags Valgforvandtskab
imellem de to allerede var paa Veje til at finde Sted, saa
fulgte, mente han, det andet Par efter. Det slemmeste var
rigtignok, at Lofts Forlovelse med Juliane var offentlig. Men
med Udførelsen havde det ingen Hast, og naar man saa i al
Fredsommelighed kom overens fra alle Sider, og de to Par
om etAarstid eller senere paa en Gang præsenterede sig
offentlig — saa o. s. v. Helt anderledes blev den gode Mand tilmode,
da Juliane ganske havde udført sin tunge Forretning. Med hans
strenge Begreber om Ære, Sædelighed og Troskab maatte den
elskede Ursulas Fald gjøre en overordentlig voldsom Virkning
paa hans svækkede Legeme.
»Det kan jeg ikke overleve!« stønnede han og sank som
tilintetgjort tilbage i Lænestolen.
Visselig maatte Julianes moralske Kraft udholde en streng
Prøve. Under Omstændigheder som de beskrevne at tale
varmt for den Utaknemmelige, selv martret af flerdobbelt
Krænkelse at jevne alt, berolige enhver Tvivl, formilde
enhver smertelig Forestilling!
»Ja, ja! hun er dog min Datter; men Du er en Engel!
lad mig gaa ned til hende, den arme, sønderknuste Pige! hun
skal ikke vente længere«.
Juliane troede nu at have bragt det vanskeligste i Orden.
Hun vilde, saa snart hun havde bragt Rolighed og Besindelse
tilbage hos Fader og Datter, sende en Stafette efter Løjtnant
Loft, Scicl åt han kunde indtræffe den næste Morgen, inden
man endnu ventede Tanning hjem. Faderen gjorde sig stærk,
dels fordi Kjærlighed indskjød ham en ængstelig ømhed og
Deltagelse, der modvejede den haardt betyngede Stolthed, dels
vel ogsaa, fordi han i intet Livets Tilfælde plejede aldeles at
glemme, at han var Filosof. Ved Lysthusdøren skjalv de
gamle Knæ, og han støttede sig til Væggen, imedens Juliane
med et trøstbringende: »her kommer din ejegode Fader,
Ursula!« vred Laasen om og aabnede Døren.
Vi ville ikke for at opnaa eri eller anden
Biomstændighed gjentage det forhen Fortalte. Derimod turde det være
passende at gjøre Læseren opmærksom paa, at den Prøve,
hvorpaa Skjebnen havde sat Julianes Karakterfasthed, nu for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
