Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
en Person, der sad ved Siden af ham paa Bukken, sprang
ned og gik henimod hende.
»Godaften, Jomfru Smelck! Det er maaske uartigt; men
jeg og min Kammerat tænkte, da vi saa Dem, at De kanske,
dersom De skal hjem, heller vil sætte Dem op i den tomme
Vogn. Vi have kjørt Herskabet paa Komedie og skal nu lige
forbi Deres Hus«.
Julietta studsede ved dette ligesaa artige som uventede
Tilbud, og spurgte, hvis Ekvipage det var. Tjeneren
forsikrede, at hans Herskab vist ikke vilde blive vred, om det
ogsaa fik det at vide, førte den Dvælende med mange
Komplimenter til og i Vognen og slog Døren i. En Smule
ængstelig, men med barnlig Fornøjelse tog Julietta sin Plads paa
det vuggende Bagsæde og lo af Henrykkelse, da Vognen
begyndte sin jevne Fart. Trækvinduerne vare optrukne, foran
det brede Forvindu sad den i Pelsen indhyllede Kudsk med
sin Kammerat. Saaledes havde hun ikke synderlig
Kommunikation med Yderverdenen. Men dertil trængte hun da
heller ikke for Øjeblikket; Bevægelsen var saa behagelig, Luften
i Kareten saa lun og opfyldt med Vellugt, Glimtet fra de
udadvendte Lygter gav en saa magisk Belysning! — »Ak! gid
Vejen var længere!« sukkede hun, idet hun trykkede Hovedet
tilbage i Hjørnets Silkepude. Virkelig forekom det hende,
som om hendes Ønske paa en uforklarlig Maade blev
bønhørt; thi uagtet Tiden syntes at staa stille under den
ensformige Fremgliden af den tunge Vogn, maatte hun dog antage,
at hun tilfods vilde have tilendebragt Turen for længe siden.
Paa engang blev hun ængstelig ved Tanken om, at Tjenerne
maaske dreve sit Spas med hende. Hun greb efter Dørlaasen.
Den var ikke til at lukke op. Hun bankede paa det forreste
Vindu; hun raabte højt. Omsonst! Ubevægelige sade som
Automater de to Mennesker paa den høje Buk. Nu blev hun
for Alvor forskrækket, sprang op og stirrede igjennem de
smaa i Skudderne anbragte Ruder. Det var alt for galt!
Farten, der stedse blev stærkere, gik over en Skovvej, som
hun slet ikke kunde gjenkjende. Ligesom hin Sikulertyrannens
Smigrer, da han blev Sværdet var over sit Hoved, forbandede
hun den hele Herlighed og gav sig til at græde af Angest
og Harme.
Enhver Rejse, selv den længste, har sit Maal, og denne
var vistnok ikke af de længste. Thi efter en Times Kjørsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
