Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
f
samme Sted for mit Blik, blev længe underlig forvirre; i sine
Former, og Sjælen vilde ikke erkjende dets ædle Omrids. O,
Kjærligheds Morgen! hvorfra laaner din Aurora sine rørende,
henrivende Farver! — Men jeg vil ikke enten afbryde eller
af de foregaaende Blade udrive, overstryge, rette en Stavelse.
Maaske har jeg godt af at sammenholde mit Jegs forskjellige
Retninger imod hinanden. Der vil maaske komme den Tid,
da jeg endogsaa tør og bør vise min elskværdige Henriette,
hvad den fremmede Barndomsven tænkte og følte, mente og
drømte.
Sandelig, det er nyttigt at give Agt paa sig selv, ikke
alene, som man i øjeblikket er, men ogsaa, som man var.
Og vi have en fast utrolig Lethed til at glemme, hvad vi
forhen sagde og troede, naar Omstændighederne imidlertid
forandre sig. Derfor er det skrevne Bogstav en paalidelig
Erindrer. Thi der kan ikke den Indvending anvendes, hvormed
man viser Vennens Paamindelse fra sig: »Du husker fejl; det
mente jeg eller sagde jeg aldrig«.
Det er en dejlig, skyfri Morgenstund, og fra den Plads,
hvorpaa jeg sidder med mit Skrivetøj, har jeg en venlig
Udsigt hen over Dalen. Jeg kan se de rygende Skorstene paa
Oberstløjtnant Hedebrandts Tag. Ogsaa der hilses denne
Morgen med andre end daglige Følelser. Jeg længes efter at
faa mit Skovmøde fra Haanden. Før kan jeg jo ikke gaa
der over. Maatte det lykkes mig at bringe den underlige
Sag i Rigtighed med Vagtmesteren, saa er jeg vis paa, det vilde
hjelpe mig paa Glid, naar jeg skal tage Mod til mig og bede
Oberstløjtnanten om Henriettes Haand.
Endnu har jeg en hel Time til at skrive eller læse eller
drømme, O, gid jeg kunde tegne; det var mere værdt end at
skrive. Skulde jeg ikke fortælle Dig, Ernst, hvorledes det
egentlig gik til igaar Aftes med Forlovelsen? Ja, bare jeg
kunde!
I Forgaars, da jeg gik fra Hedebrandts, ståk Henriette
mig en Billet i Haanden. Kun med megen Vanskelighed
kunde jeg udholde at konversere Damerne, som jeg maatte
følges med, saa længe indtil deres Vej skiltes fra min. De
vare saa barmhjertige at afslaa mit ridderlige Følgeskab
længer. Nu var jeg da ikke sen at aabne Billetten, og stirrede
trods Nattens Dunkelhed paa Linjerne. Det gik ikke an.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
