Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
469
Antons sygelige Forfatning saa nærgaaende; det er i den
Anledning jeg har revet mig løs fra mine Forretninger i
Danmark, og jeg ved, der er Intet for dem Alle vigtigere, end at
erfare, hvad jeg kan vide om dens Oprindelse. Altsaa før jo
heller. — Vi landede, som De ved i Saide, efter at have
opholdt os et Par Uger i Athen og dens Omegn. Min Ven
følede den mest levende, næsten overdrevne Interesse for
enhver Levning fra Orientens Oldtid. Vi kom fra Jerusalem og
vare begge opfyldte med Tanken om dens mageløse
Betydning og Mærkværdighed. Kun Palmyras berømte Ruiner
kunde forekomme os endnu seværdige i disse Lande. En
Aftenstund ankom vi til en Flekke, en halv Mil borte fra den
herlige Ruinhob, og næste Morgen vandrede vi i Selskab
med nogle Beduiner til Staden. Det er ikke her Tid at
fortælle Dem, hvor stor, hvor herlig denne sjunkne Rigdom af
Underverker ligger der i den vilde Forstyrrelse. Vi vare begge
næsten ude af os selv. Efter et Par Timers Vandring skiltes
vi ad, for paa forskjellige Kanter at optage Tegninger o. s v.
Kun ved Maaltiderne søgte vi sammen. Om Aftenen sent
besluttede vi os endelig til Hjemrejsen; men Falster vilde endnu
engang gaa igjennem Ruinerne af Solens Tempel, hvortil
udfordredes en lang Omvej, og jeg, der var overmaade træt, gik
hjem. Et Par Indfødte skulde følge min Ven. Saasnart jeg
var kommen i Kvarter, sank jeg om paa mine Puder. Efter
nogle Timers Forløb vaagner jeg og kalder paa Falster. Han
var endnu ikke kommen. De kan tænke, hvor urolig jeg blev.
Jeg sprang op og gjorde Undersøgelser. Hans Ledsagere
vare længe siden komne hjem. Da de, kjede af at stryge
om med ham, havde drevet paa Hjemturen, havde Anton
sagt, de kun kunde gaa. Han fandt nok hjem. Forestil
Dem min Uro. I faa Øjeblikke sad jeg tilhest, fulgt af en
hel Del Beduiner. Vi stode igjen ved de omstyrtede Stenhobe.
Maanen straalede forunderligt ned over de hvide Støtter og
Mure; det var en magisk dejlig Nat. At finde Falster i denne
uhyre Strækning var naturligvis yderst vanskeligt. Vore Raab
bleve ubesvarede, og han var intetsteds at opdage. Ganske
fortvivlet og ude af Stand til at gaa længere, satte jeg mig
ned paa et Murstykke, og mine Folk lejrede sig ligegyldige
omkring mig. Søvnen trykkede mine øjelaag sammen. Da
jeg vaagnede, stod Solen højt paa Himmelen. Jeg sprang
op og begyndte paany at raabe. Da — o Glæde! — kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
