Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komme nær. Skjøndt i mit Indre fortæret af
Lidenskaber er jeg af Ulykkens Haand paa en
uforklarlig Maade bleven isnet.» Der gives,
fortsætter han, saa ulykkelige Existentser, at de
synes at anklage Forsynet og skulde synes at
kunne helbrede for «den Mani at ville være til.»
Selve den instinctmæssige og saa dybt naturlige
Kjærlighed til Livet, den som Egmont hos Goethe
betegner som «die freundliche Gewohnheit des Daseins»
forhaaner han i sin blaserte Afdøethed som Mani,
og i dens Sted træder en vild, satanisk
Tilintetgjørelseslyst: «Jeg antager, hedder det videre til
Celuta, at Renés Hjerte nu ligger aabent for
dig. Seer du den forunderlige Verden, som det
indeholder? Der udgaaer fra dette Hjerte
Flammer, som mangle Næring, som kunde fortære
Skabningen uden at mættes og som kunde fortære
dig selv.» Og i samme Aandedrag er han atter
religiøs, atter ydmyg, atter skjælvende for Guds
Vrede. Han hører den Almægtige raabe til sig
i Ensomheden som til Kain: «René, René! hvad
har du gjort af din Søster?» Den eneste Uret
han bebreider sig mod Celuta er den overhovedet
at have knyttet hendes Skjæbne til sin, den dybeste
Sorg, dette Forhold har voldt ham, er den, at
Celuta har gjort ham til Fader, thi med en Art
Rædsel har han seet, at hans Liv saaledes skulde
forlænges ud over dets Grændse. Han opfordrer
hende til at brænde alle hans Papirer, brænde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
