Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fordums Lykke, der er stærk nok til, at Adskillelsen
kan synes dem smertelig, ja utænkelig, men for
svag til at Samlivet kan være dem til nogen
Glæde. De ømme, men dog matte Ord, med
hvilke Adolphe nu bevidner Eleonore sin
Kjærlighed, ligne de blege, farveløse Blade, som
endnu kunne skyde frem paa Grenene af et
rodhugget Træ.
Saaledes gjør han ikke engang Den lykkelig,
der gjør ham saa ulykkelig. Hvergang hun troer
at have vundet nye Rettigheder, føler han sig lagt
i nye Lænker. Hendes Lidenskabelighed gjør
deres Samliv til et stadigt Uveir. Jeg husker
disse Ord i en Biografi af Constant: «Det Aar
havde Constant det godt, Mme de Staël var i
Rusland.»
Eleonore arver sin Fader og trænger ikke
mere til Adolphes Beskyttelse. Verden mistænker
ham nu endog for at drage Fordel af deres
Venskab, og man hader ham, fordi han forspilder
hendes Rygte ved altid at sees i hendes Nærhed,
medens han selvfølgelig ikke kan forklare, at det
er hende, som ei kan leve uden ham.
Hans Liv løber bort mellem hans Fingre, han
holder ingen af de Løfter, hans Ungdom har givet;
thi som det allevegnefra siges til ham, mellem
ham og en Fremtid i hvilkensomhelst Retning er
der en uoverstigelig Skranke, og denne Skranke
er Eleonore. Han beslutter da at bryde; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
