Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Om Tydskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foreløbigt blev Hinduens Ørkesløshed Idealet:
det contemplative, det rent vegetative Liv. Det
er dette Ideal, som forherliges i Schlegel’s
«Lucinde», ligesom det senere, da det tilegnes af den
romantiske Skole i Frankrig, varieres i Théophile
Gautier’s «Fortunio». Det er det, som skimtes i
Oehlenschlägers geniale Lediggjænger Aladdin, og
det er dette Ideal, som bestandig foresvæver
Æsthetikeren i «Enten-Eller», dette ægte Product
af den romantiske Skole, der, som Kierkegaard
selv, er opfødt med Læsning af Tydsklands romantiske
Digtere, og der siger saaledes: «Min Tid
deler jeg saaledes, den halve Tid sover jeg, den
anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover,
drømmer jeg aldrig, thi at sove er den høieste
Genialitet.»
Goethe havde som Olding tyet fra Nuets
Larm til Orienten og havde skrevet sit
«vestøstlige Divan». Romantikerne fulgte kun hans Spor.
Men snart fik deres Lære en egentlig filosofisk
Grundvold ved Schelling, hvem Indtrykket af
Franskmændenes religiøse og politiske Udskeielser
havde skræmmet og omvendt. Som Goethe var
flygtet til det fjerne Østerland, saaledes flygtede
Schelling fra den forstyrrende Yderverden til den
fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens og Livets
Kilder. I Modsætning til Oplysningsperiodens
Mening, at Mennekeheden langsomt havde arbeidet
sig fremad og opad fra Barbari til Cultur, fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
