Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tungsind er interessant og man føler gjærende
Kræfter i de lidenskabelige Udbrud, som røbe
deres Sorg over ikke at kunde begynde deres
Dagværk paa Grundlag af den foregaaende Dags
men maatte staae tvivlende overfor de Fundamenter,
der Dagen forud bleve lagte, og over møisomt
at maatte sammensanke hvad Nattens Ødelæggelser
have levnet.
Emigrantlitteraturen er da en dybt bevæget
Litteratur. Chateaubriand er den første, der
bryder igjennem med sine Episoders vilde
Lidenskabelighed og kraftige, farverige Naturmalerier.
Alt gløder og brænder her af katholsk Ekstase og
satanisk Erotik; men midt i Ilden bliver som en
Statue af Sten den moderne Personlighed staaende,
det selvisk isolerede Geni, René. Sénancour
frembringer et Værk, der paa en mærkeligt sjælfuld
Maade sammensmelter moderne Frisind med romantiske
Længsler, germanisk Følsomhed og Virkelighedssky
med romansk og raffineret Sensualisme,
det revolutionære Hang til at discutere ethvert
Problem med Selvopgivelsens Selvmordsfantasier.
Nodier blander sin Stemme i dette Clior. Fin,
smidig, fantastisk, fuld af Modsigelseslyst angriber
han Napoleon og Samfundsordenen, forherliger
Klopstock og Klosterlivet, naiv som et Barn og
dog lærd som en Olding opsøger han Martyriet
for at have den Fornøielse at vide sig forfulgt og
kunne studere uforstyrret i Ensomheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
