Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der efter dem skulle optræde paa Aarhundredets
Scene, de præfigurere dem paa en høist mærkværdig
Maade. Chateaubriand svarer som romantisk
Colorist til Hugo, som livstræt Melancholiker
til Byron. Sénancour anslaaer, længe inden den
romantiske Skole opstaaer, de Strenge, som senere
spilles af Sainte-Beuve. Nodier er med sin
filosofiske og archæologiske Lærdom, sit strenge og
rene Sprog og sine fantastiske og uhyggelige
Sujetter en Forløber for Mérimée. Constant tegner
Balzacs Heltinde, længe inden Frankrig faaer sin
store Romanlitteratur; som Politiker har han,
skjøndt liberal og anti-clerical, nogle Lighedspunkter
med en udpræget romantisk Politiker, Tydskeren
Gentz. Barante forbereder med sin spiritualistiske
og dog fatalistiske Litteraturfilosofi den Kritik og
Æsthetik, som indtog Høisædet med Victor Cousin.
Mme de Staël endelig synes at forudforkynde
Aarhundredets største Forfatterinde, en mindre
høitstillet, men langt genialere og langt frugtbarere
Aand, Digteren og Tænkeren George Sand.
En Verdensdels Litteraturhistorie gjennem et
halvt Aarhundrede begynder selvfølgelig ikke paa
noget enkelt Punkt. Det Udgangspunkt, Fremstilleren
griber, kan altid stemples som tilfældigt
og vilkaarligt; han maa betroe sig til sit Instinct
og sit kritiske Blik, ellers kommer han aldrig til
at begynde. Men Emigrantlitteraturen har syntes
mig det naturlige, det af Historien selv anviste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
