Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Romantikens Forhold til det Musikalske og Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spanien og Italien, alle mulige techniske Smaafif.
Med stor Naivetet indlade de sig paa at give
et Stemningsmaleri ved Hjælp af Assonantser og
tragisk-klingende Vocaler. Afvexlende tage de
alle Alphabetets Selvtyde og Medlyde i deres
Tjeneste; 40 fuldtklingende A-Lyde efter hinanden
anvendes til at sætte Læseren i godt Humor,
nogle Snese af mørke, sørgmodige U-Lyde indjage
ham en gavnlig Skræk. Saaledes f. Ex. i Tiecks
melancholske U-Romanze om den gamle Ridder
Wulf, hvem Fanden tager. For den tragiske
Virknings Skyld bliver her endog «begann» til
«begunnte». Naar Læseren saa har faaet sit
Nervesystem en halv Times Tid fuldstændig
bedøvet af disse Udgange: «Unke — Sturme —
hinunter — begunnte — verdunkeln — verschlungen
— Wulfen — Münze gulden — grossen Kluften —
rucke Drucke — thuen, Zunften — lugen —
bedunken — erschluge — anhube — mit tiefen
Brunsten — vielen Unken, die heulen und wunken
— zu dem Requiem des todten Wulfen, den der
dunkle Satan mit vielen Wunden — erschluge,
naar han ikke mere har Andet i Ørene end u-tu-tu,
da er han paa Høidepunktet, Sproget er bleven
Musik, og han flyder hen i Stemning. [1] Allermest
komisk bliver denne Vocalmusik i Dramaet. I
Friedrich Schlegels «Alarcos», dette Arsenal af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
