Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indlysende, at Schlegel end ikke finder det
nødvendigt at forsøge en Begrundelse, ja to Sider
derefter tilstaaer han endog, at kan slet ikke
kjender Michel Angelo af Selvsyn. Man har her
den romantiske Frækhed i dens Blomst. Dette
Monstrum af en Kunstkritiker, der for desbedre
at forgude de gamle hellige Klostermalerier,
udleder Kunstens Fordærvelse fra Raphael, Correggio,
Tizian og Michel Angelo, tilstaaer uden mindste
Blu, at han end ikke selv har seet det aller
Ringeste af denne Kunstens største Aand. Han
finder Dommen over ham i sin sædelige
Bevidsthed, uden smaalig Erfaring.
Dog vi behøve ikke at gaae saavidt frem.
Allerede her i Sternbald gaaer Klosterbroderfromheden
med sin hele andægtige Smægten igjen i et
Heldøreri uden Mage. Det var dette, som
irriterede Goethe. Det Standpunkt at ville gjøre
Fromheden til Grundlag for den sande Kunstvirksomhed,
det Standpunkt, som hele Gruppen af de
nytydske nazarenske Malere snart gav sig til at
realisere, var en uafbrudt Gjenstand for hans
Spot. Han brugte bestandig det Udtryk om
Nazarenerne, at de sternbaldiserede.
Direkte mod Romantikerne retter han da paa
denne Tid det Skrift, han udgav til Minde om
Winckelmann. Det hedder her:
«Skildringen af det antike mod denne Verden
og dens Goder rettede Sindelag fører os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
