Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
personlige Naturindtryk i Beskrivelsen af den Aften,
som fulgte paa den anstrengende Fodvandring,
Tieck og AVaekenroder i Fællesskab foretoge i
Ficktelgebirge: [1] «Wackenroder, der var uvant med
saadanne Strabadser, kastede sig strax paa Sengen.
Men Tieck var for bevæget; han kunde efter
Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet, ikke
sove. Naturaanderne vaagnede op. Han aabnede
Vinduet. Det var den mildeste, herligste Sommernat.
Maanelyset flød i fulde Straaler ned over
ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede
Tryllenat, Naturen med sine ældgamle og evigt
unge Eventyr og Vidundere. Atter svulmede
hans hele Hjerte. Til hvilket fjernt, ubekjendt
Maal drog det ham ikke med uimodstaaelig Kraft!
Mildt og beroligende klang et Valdhorns
svævende Toner igjennem Natten. Han følte sig
vemodigt bevæget og dog uendelig lykkelig.»
De seer: end ikke Valdhornet fattes. Hvad
der fattes, det er det bestemte bekjendte Maal.
Saaledes ogsaa i Sternbald, hvor den omflakkende,
kun af Længsler og anelsesfuld Begeistring ledede
Maler, som han selv siger, stedse glemmer sit
egentlige Maal. «Man kan, siger en af Bogens
Personer, ikke glemme sit Maal, fordi det
fornuftige Menneske allerede forud har indrettet sig
saaledes, at han intet Maal har.» Føler De ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
