Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget Bestemt siges ikke herom. Stedet angives
ligeledes rent almindeligt, man kan gjætte paa
Mellemtydskland, men Localiteten holdes ubestemt,
og Landskabet gjør sig aldrig gjældende med
nogen præcis Charakter, men klinger kun med
som svagt Accompagnement til Stemningen. I
den Verden her skildres, hvor Kunsten, bagvendt
nok som det da gik til i Tydskland, er Forskolen
til Livet, ikke omvendt, er Verdensliv og Statsliv
kun «en Smule Theaterlarm bag Coulisserne » [1].
Ingen af Personerne have et udvortes praktisk
Øiemed, de drives afsted af deres Længslers og
Luners Strøm, de flakke frit omkring uden at
bekymre sig om Forholdenes Skranker eller
Landenes Grændser, lutter «pasløse» Existentser.
Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende
i Gemyttet et saadant Træk som, at Goethe
undgaaer enhver psychologisk Yderlighed. En
saadan Yderlighed er Forbrydelsen, opfattet som
criminel: Selv hvor Goethe berører det Uhyggelige,
som f. Ex. Elskov mellem Sødskende, Harpespillerens
Skjæbne, vil han kun det skal gribe,
ikke at det skal dømmes; han stiller det ikke for
den moralske Domstol, end mindre for den
juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin
Braad ved Meddelelsens Form. Harpespillerens
Mund er lukket, hans Historie kommer aldrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
