Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Den romantiske Poesi og Politiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Loftet. «Naar blot ikke Eders egne tre Smaae
vaagne!» indvendes der. «Hvorfor?» «For saa
ere de fremmede Børn sandelig ikke sikre. Jeres
ere saa forhippede paa Menneskekjød, at de
nylig nær havde suget Blodet ud af mig selv.»
«Er det muligt? den Forstand og Dannelse havde
jeg ikke tiltroet dem.» Hans Kone græder.
«Kone, lad være med den Følsomhed. Jeg kan
ikke udstaae den blødagtige Opdragelse; alle
disse Fordomme, al denne Overtro og dette
Sværmeri har jeg altid forbudt at komme frem, ægte
djærv Natur det er min Sag.»
I hvor mange Retninger denne Satire nu
saaledes end gaaer, saa er den dog i alle
Retninger litterær. Ud over Litteraturen og ind
paa Livets Omraade naaer den aldrig. Iffland og
Kotzebue, den antike Kothurnestil og den
spidsborgerligt bornerte Kritik, Tryllefløitens Text og
Nicolais Reisebeskrivelser, det akademiske
Pedanteri og Litteraturtidenden, det er de stadige
Syndebukke. Engang imellem er det for at ramme
Oplysningen og dens Attributer nødvendigt at gaae
et Skridt videre. Saaledes kommer Kongen i
«Den bestøvlede Kat», som sætter den Hoflærde
paa lige Trin med Hofnarren, som lever for
Soldaterliv og Gamachevæsen, som fryder sig
ved at høre Astronomiens store Tal remses op, og
som giver hele sin Gunst til Gjengjæld for en
velsmagende Kanin, ganske vist ikke til at stille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
