Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Mystiken i den romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mere stilløse, mindre componerede dramatiske
Digtninge end disse findes ikke. Hvad det for
Tieck kommer an paa er alene hvad han kalder
Begivenhedens «Klima», dens Luft og Duft,
dens Tone og Farve, dens Stemning og Afspeiling
i Gemyttet, dens eiendommelige Belysning, der
ufravigeligt er Maaneskinnets. Han lægger den
tidlige Middelalders Mennesker den Stemning i
Munden, i hvilken Læsningen af de gamle
Legender har sat ham selv. Det var en Art
religiøs Sindstilstand, der havde bragt ham ind paa
denne Vei. Schleiermachers Taler om Religionen
havde netop gjort Indtryk paa ham. I den Tro
at finde en Guldgrube af Latterligheder havde
han opslaaet Jacob Böhmes «Morgenrøde», og
var fra en Spotter blevet til en begeistret
Discipel. Endelig var han lige da truffen sammen med
Novalis og stod under hans Indflydelse.
Gjennemgaaer man imidlertid «Genoveva»
kritisk, finder man snart, hvad Tieck ogsaa tilstaaer,
at Religionen heri, den Fromhedens Stemning, der
skulde afgive den kunstneriske Enhed, ikke er
Andet end den romantiske Længsel efter
Religion. Netop dette var ogsaa Solgers Dom
derom. Denne Længsel har sat sig talrige
Vidnesbyrd i Stykket. Den gamle, troende Tid, der
oprulles for os, sukker, ganske som Tiecks egen,
efter en anden ældre, langt mere troende; ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
