Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Mystiken i den romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en lille Sø i Nærheden af Potsdam. De vare
tilsyneladende lystige og dreve al Slags Skjemt.
De tilbragte Tiden der til den næste Dags
Eftermiddag, saa gik de ind i en Grube ved Søen, og
Kleist skjød først sin Veninde gjennem det venstre
Bryst, saa sig selv igjennem Hovedet, efter at de
først sammen havde tilskrevet Adam Müllers
Hustru et besynderligt vemodigt-humoristisk Brev.
Det lyder saaledes:
«Himlen veed, min kjære, fortræffelige Veninde,
hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige,
halvt overgivne, der bevæge os til i denne Time,
da vore Sjæle som to muntre Luftskippere hæve
sig over Verden, at skrive Dem til. Vi vare dog
ellers, maa De vide, bestemte paa ikke at afgive
noget Kort p. p. c. hos vore Venner og Bekjendte.
Grunden er vel, at vi i tusind lykkelige Øieblikke
have tænkt paa Dem, at vi tusind Gange have
forestilt os, hvorledes De i Deres Godmodighed
vilde have leet, naar De havde seet os sammen
i den grønne eller røde Stue. Ja, Verden
er en underlig Ting! — Det har sin Rigtighed,
at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige,
sørgmodige Mennesker, der altid have anklaget
hinanden for deres Kulde, have faaet hinanden af
Hjertet kjær, og det bedste Bevis derfor er vel,
at vi nu døe med hinanden.
Lev De vel, vor kjære, kjære Veninde, og
vær ret lykkelig her paa Jorden, som det meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
