Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sider og den store Kampdommer, Verdenshistorien
giver Signalet til Sammenstødet.
Hvad er strax efter Stændernes Sammenkaldelse
den geistlige Stands første og enstemmige
Forlangende? At faae «den katholske, apostoliske
og romerske Religion» anerkjendt som Nationalreligion,
som den eneste, der skulde have Tilladelse
til offentlig Cultus. Og dog var der
Republikanere og ikke faa blandt den lavere
Geistlighed; men til den Frihed, de fordrede,
regnede de ikke den religiøse. De demokratiske
Abbeder declamerede vel imod Inquisitionen,
kaldte den menneskeæderisk og tigeragtig, men
de advarede mod Tolerancen. Den revolutionære
Abbed Fauchet, den samme, der efter Bastillens
Indtagelse velsignede Nationalgardens trefarvede
Uniformer og skabte Tricoloren som Nationalflag,
betegner Tolerancen haanligt som «den almindelige
Tolerantisme» og spaaer, at, hvis den blev
indført, vilde det kun lede til alle gode Sæders
fuldstændige Forfald. Han gaaer saa vidt, at
han vil negte dem, der ikke bekjende sig til
noget Religionssamfund, Retten til at gifte sig «da
man ikke kan ansee saadanne Mennesker for
bundne ved deres Ord».
Da Stænderne træde sammen som Nationalforsamling,
tvinges Geistligheden snart til Indrømmelser,
men selv naar Misstemningen imod den
kommer til Orde, ender Oppositionen bestandig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
