Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med sig i Kirkestormeriet. Mærkeligt nok,
siger jeg, fordi man i det Hele under
Revolutionen horer lige saa lidt til Atheisme som til
Socialisme. I Almindelighed finder man hos de
revolutionære Deputerede i stereotypt gjentagne
Vendinger Voltaires og Rousseaus fælles Religion:
Troen paa Gud og Udødelighed. Saaledes ogsaa
i alle Samtidens Skrifter. Thomas Paynes
«Fornuftens Tidsalder» er et godt Exempel. Selv saa
hensynsløst frivolt et Digt som Parnys «La guerre
des dieux» prædiker samme Lære. Camille Desmoulins
skriver i et Brev: «Min kjære Manuel!
Kongerne ere modne (mûrs), men den gode Gud
(le bon Dieu) er det ikke endnu. Mærk, at jeg
siger den gode Gud ikke Gud, som er ganske
forskjellig fra ham.» Dette Standpunkt er
Tidens; dens Opgave var ikke at underkaste
Gudsbegrebet en Kritik, men at frigjøre det fra de
positive Religioners Legender. Heri ligger det,
at Atheisternes Optræden i Nationalforsamlingen
fører den revolutionære Bevægelse ud over dens
egentlige Maal og foranlediger Udskeielser, som
maatte skade og nedsætte Revolutionen i Samtidens
Øine. For paa ret eftertrykkelig Maade at
ramme Katholicismen fik Clootz en Biskop ved
Navn Gobel bevæget til i et Brev til Conventet
at afgive en Erklæring, som begyndte: «Citoyens
représentants! Jeg er Præst, det vil sige
Charlatan. Hidtil har jeg været en ærlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
