Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg troer paa alle Tyranners nære Undergang, paa
Sædernes Gjenfødelse, paa alle Dyders stigende
Udbredelse og paa Frihedens evige Triumph.»
En Troesbekjendelse som denne er ikke uden
Storhed. Men desværre bekjendte man samtidigt
sin nye Tro paa andre Maader. Man vilde rydde
Kirkerne til den nye Religion, og Afskaffelsen af
Søndagen blev af praktiske Grunde snart det store
Livsspørgsmaal. Man kom hurtigt til det Punkt,
at Enhver, der feirede Søndagen, var mistænkt, og
det var farligt at være mistænkt da. Voldsomme
Forsøg paa at forhindre Søndagens Festligholdelse
udgjorde under Conventet en ny Form af Tyranni,
der, hvorvel mere undskyldelig end det Tyranni,
den afløste, ikke gav det noget efter i Raahed
og Uforstand.
Endnu under Directoriet, der fornemmer de
første Spor til en reactionær Bevægelse i
Samfundets lavere Lag, var der, som man seer af
en Samtidigs Memoirer, Deputerede, som fik
Nervetilfælde, naar de blot hørte Ordet Præst, og
Nedbrydelses værket fortsattes med Lidenskab.
«Enhver, siger Laurent, der havde en Draabe
revolutionært Blod i sine Aarer, arbeidede med
feberagtig Iver paa Christendommens Ødelæggelse.»
Man betænkte sig ikke paa i officielle Rapporter
at betegne de Troende som «imbecile». Directoriet
selv siger i en Proclamation af Aar 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
