Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lyrik og Erotik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betragter det som sin, den christelige Digters
Opgave at drive den hedenske Mythologi ud af
Parnasset, saa er det i Virkeligheden intet religiøst,
men et rent poetisk Instinct, der leder ham. De
gamle Myther vare i Lyriken for længe siden
indskrumpede til Omskrivninger, og altfor
latterlige til at kunne virke skadeligt paa Nogens
Religiøsitet. Det var dog virkelig ikke nødvendigt
at nedlægge en religiøs Protest imod Troen paa
Apollo og Amor. Nei, det, hvorved Lamartine
virkede, det var, at han udtalte snart de
melancholske, snart de beroligende, snart de begeistrende
Ord, som Alle trængte til at høre. Man opdagede
ikke, at han egentlig ikke havde fundet eller
sagt noget Nyt, man kjendte sig selv igjen i
denne sympathetiske Stemme. Man følte atter visse
Fibrer bevæge sig og leve i En, som under den
almindelige Nedslaaethed havde syntes følelsesløse.
Han bragte de Strenge, som længe ikke mere
havde givet Lyd, til paany at lade Toner høre,
og man henryktes over det Nye, som laa i atter
at bringe hine gamle Erindringer til at leve. I
den Modtagelsestale, som den store Naturforsker
Cuvier holdt til Lamartine i 1830, viser han,
hvorledes Mennesket i den dybe Nat, som
omringer dets Fornuft, trænger til en Fører, der
kan rive det ud af Tvivlens sorte Labyrinth og
henrive det til Lysets og Tryghedens Egne. Han
beskylder Byron for i Universet kun at have seet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
