Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tugte og tvinge. Og jeg har da følt et Noget
nærværende, der betog mig med den Glæde, som
ledsager ophøiede Tanker ... en Bevægelse og en
Aand, der driver alle tænkende Væsener og alle
Gjenstande for alle Tanker, og som ruller gjennem
alle Ting. [1]
Her har Wordsworth omskrevet sin Domaine,
bestemt og mildt betegnet det Omraade, som er
hans. Hvilken Modsætning til Byron, der sjeldent
eller aldrig hørte den humane Røst i Naturen og
allermindst nogensinde hørte den klinge uden
Skurren — han, som i Childe Harold endog kalder
det hele Menneskeliv for «den falske Tone» i
Altets store Accord.
Men vi ere endnu ikke naaede til de mest
eiendommelige Udtalelser i «Tintern Abbey». Det
er dem, i hvilke Wordsworth skildrer det opbevarede
og opsparede Naturindtryks stille Virken
paa Sindet. Han siger:
«Disse skjønne Former have under min lange
Fraværelse ikke været mig hvad Landskabet er
for en blind Mands Øie; nei ofte har jeg i
ensomme Værelser og midt under Byers og Stæders
For I have learned
To look on nature, not as in the hour
Of thougtless youth, but hearing oftentimes
The still, sad music of humanity
Nor harsh nor grating.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
