Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Naturalistisk Romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sødme; hver Linie har en Honningdraabes Smag
og Vægt. I Digte som «Love» eller som «Lewti»
sikkert de sødeste af hans Poesier, i en
østerlandsk Phantasi som «Kulda Khan», der udsprang
af en Drøm, hører man Coleridge’s Nattergalerøst
fløite og lokke, hvisle og synge med alle den
ypperste Sangfuglstemmes vexlende Cadencer.
Shelley er, som Swinburne slaaende har sagt,
naar han med Hensyn til Sprogets Harmonier
sammenlignes med Coleridge, hvad en Lærke er i
Sammenligning med en Nattergal. Men Coleridge’s Poesi er
ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa
lidenskabsløs som vellydsmættet. Den er rent
romantisk-phantastisk, det vil sige, at den hverken
fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller
gjenfremstiller Iagttagelser fra den omgivende
Verden. Det er i den sidste Henseende interessant, at
Coleridges store Reise til Syden blev aldeles uden
Frugt for hans Poesi; det eneste, han hjembragte
fra den, Hymnen «Før Solopgang i Chamounidalen»,
hvor han aldrig satte sin Fod, er omskrevet
efter den i vor Litteratur velbekjendte Digterinde
Friederike Brun’s Beskrivelse af Dalen. Hans
historiske Sands var ligesaa ringe som hans
Localsands. Han siger selv: «Den kjære Sir
Walter Scott og jeg vare nøiagtigt men harmonisk
modsatte deri, at enhver gammel Ruin, Høi, Flod eller
Træbul i hans Sind fremkaldte en Hærskare af
historiske og biographiske Ideeforbindelser ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
