Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Den historiske og ethnographiske Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Abbedissen dømmer hende, og i en romantisk
Rædselsscene af den Art, Byron pleier at ynde,
men tillige at udmale med langt ringere Skaansel
for Læserens Nerver, bliver hun levende indmuret
i en underjordisk Hvælving. Her er hos Scott
ikke megen Tale om sjælelig Motivering;
Rustningernes Pragt og Klosterets Mørke og de gamle
Slottes nøiagtigt gjengivne Architektur er ham
mere værd end de fine Bevægelser i Sjælen; men
ligefuldt har han i Marmion givet Noget, der for
os nu tager sig ud som en Prototyp til Giauren
og særlig til Lara. Ogsaa Giaurens Elskerinde
lider en skrækkelig Død, ogsaa Lara ledsages
overalt af en hengiven Kvinde i Pagedragt, og
der forekommer i Marmion en Scene, hvor Digtets
Helt offentlig beskjæmmes, som har nogen Lighed
med den, hvor Lara’s Fortid pludselig forekastes
ham med Foragt. Klinger det ikke næsten allerede
Byronsk:
Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik altid
forbleve lige faste i de værste Farer, Marmion,
hvis Sjæl ikke selv fra hans Konge taalte et
overmodigt Blik, hvis Commandostemme i Leiren
klang befalende til den tapreste af de tapre, følte
nu baade Tanken og Mælet svigte; han slog sit
Øie ned og en Rødme foer over hans Pande. Saa
mægtigt blev hans Samvittighed ramt. [1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
