Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Den historiske og ethnographiske Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bedste Romaner ere fortræffelige og gjerne samle
sig til en eller flere store dramatiske Katastropher.
En Bog, der skal beholde sit Ry et Aarhundrede
igjennem, maa ikke blot være poetisk
anlagt, men kunstnerisk gjennemført paa hvert
enkelt Punkt, Noget, hvortil Scott fra det Øieblik af,
da han begyndte at skrive i Prosa, aldrig gav
sig Tid. Selv den mest dramatiske Scene, Scott
har forfattet: den herlige og gribende Retsscene i
«Fængslet fra Edinburgh», hvor Jeanie med
blødende Hjerte, men ædel Sandhedskjærliglied
aflægger Vidnesbyrdet mod sin egen Søster, taber
Halvdelen af sin Virkning ved den Bredde og
Skjødesløshed, hvormed den er fortalt. Af Thomas
Moores Memoirer seer man, at Bogens Hovedindhold:
den unge Pige, der negter at aflægge Vidnesbyrd
for sin Søster i Retten, og derefter foretager den
lange Reise for at bønfalde om hendes Benaadning,
er en factisk Begivenhed, som i et anonymt Brev
blev Scott meddelt. Han har havt det skarpeste
Blik for denne Begivenheds sædelige Skjønhed,
men meget lidt for dens dramatiske Charakter.
Havde Scott besiddet kun halvt saa meget Talent,
men dobbelt saa stor Dannelse og Selvkritik, da
vilde han vel ikke have gjort den larmende
Opsigt, han vakte, men have frembragt Værker af
høiere og varigere Værd [1]. Han følte det selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
