Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod Byron tog sit Udgangspunkt heri. Dette er
med faa Ord Ouverturen til Shelleys Levnet og
Poesi.
Cor cordium blev han med Rette kaldt. Det
vil sige, at hvad han forstod og følte, det var
Tingenes Midte og Kjerne, deres Aand og Sjæl,
og at de Følelser, han gav Udtryk, vare hine
allerinderligste, for hvilke Ordet synes for grovt
og som give sig Luft i Musik eller som hos ham
i Vers, der ere ligesaa musikalske som rigt
harmoniserede Melodier. Den tilbagetrængte Vemod i
Shelleys Lyrik minder om Shakespeares, Spinderskens
lille Sang i The Cenci, f. Ex. om Narrens
Sange i «Hvad I vil» eller om Desdemonas og
Ophelias Viser.
Men i stærkeste Strid hermed synes den
Eiendommelighed hos Shelley at staae, som rimeligvis
Enhver, der kun kjender ham af Anthologier, vil
have paa Læben, den nemlig, at de berømteste af
hans lyriske Poesier have et Thema, der ligger
udenfor Følelseslivet, ja udenfor Menneskeverdenen,
handle om Vind og Skyer, om de ydre Elementers
bevægede Liv, om Vandenes og Vindenes umaalelige
Frihed og stormende Styrke. Det er meteorologiske
og kosmiske Poesier. Men der ligger
ingen Modsigelse i, at den mest inderlige Lyriker
tilsyneladende er den mest udvortes. Vi finde
Aarsagen udtalt i en lille Afhandling af Shelley,
der fører Titlen «Om Kjærlighed». Han skildrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
