Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Institutioner og menneskelig Ondskab i Forening. Her
skildres en Familiefader, Kryster overfor de Stærke,
Tyran overfor de Svage, haard, selvisk, falsk,
løgnagtig og havesyg, sin Hustrus Bøddel, sine Børns
Plageaand — naar Børnene høre hans Fodtrin
nærme sig, forstummer al Tale og de blive blege.
Han døer, og Rosalinde, Moderen, vaander sig
under, at maatte see Børnene ubevidst glæde sig
over Faderens Død og selv at maatte føle den
som Lindring. Den Døde var høist orthodox.
Det viser sig, at han i sit Testamente har fastsat,
at Børnene, hvis de vedblive at leve sammen med
deres Moder, intet skulle arve, da hun hemmeligt
anseer den christne Lære for falsk og han maa
frelse sine Børn fra den evige Ild. Saa maa
Moderen da forlade sine Børn; «thi, siger hun, Du
veed, hvad Fattigdom er i disse Dage, det er
Forbrydelse og Angst og Infami og hjemløs Mangel
paa frosne Veie, og Selvforagt — hvortil ingen
Moder vilde dømme sine Smaa.» Rosalindes Skjæbne
tjener nærmest til at fremstille det ulykkelige
Ægteskabs Jammer og Kvindens Afhængighed af en slet
og tyrannisk Mand, og man føler Shelley’s Sorg over
Tabet af sine Børn derigjennem. Helenes Skjæbne
spiller direkte paa de Forfølgelser, Digteren var
udsat for som Philosoph. Hele Fremstillingen af
Lionels Liv og Ideer er ren Selvskildring. Kunde
noget Ord bedre male Shelleys Menneskekjærlighed
end dette:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
