Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vers end Lord Byron ... Vi maa give ham at
betænke, at det at de sidste Stavelser rime sig
og at Versefødderne ere rigtigt talte paa Fingrene
— Noget, de endda ikke altid er hos ham —
ikke er Indbegrebet af Alt, hvad der fordres af
en Digter. En Smule Phantasi hører ogsaa til ...
o. s. v. o. s. v.» Artiklens Raad til Byron er da
det at opgive Poesien og anvende sine Evner og
sit Otium bedre. Som Henvendelse til Aarhundredets
største engelske Digter fra En, hvis Fag
det var kritisk at prøve og vurdere Aanderne,
var Artiklen trods dens delvise Berettigelse
unegteligt en grov Bêtise. Men for Byron var den det
Bedste, som kunde hænde ham. Den slog ned i
hans Sjæl som en Udfordring, den saarede hans
Forfængelighed dødeligt og vakte hvad der skulde
overleve den: hans Stolthed. En Ven der kom
til ham, lige efter at Tidsskriftet var kommet ham
i Hænde, forsikrer, at han havde et saa vidunderlig
skjønt Udtryk af Trods og Stolthed i sine
Øine, at ingen Kunstner, der skulde fremstille en
krænket Guddom, havde kunnet finde en Model af
mere frygtelig Skjønhed. Overfor Omverdenen
skjulte han, hvor bevæget han var; i et Brev fra
de Dage beklager han, at hans Moder har taget
sig Artiklen saa overordentlig nær, erklærer, at
den hverken har forstyrret hans Bo eller hans
Appetit, og bemærker kun, at disse Papirkugler
have lært ham at staae for Skud; men mere end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
