Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
reneste Lykke? Mindst ensom i Ensomheden aner
hans Sjæl i den et uendeligt Liv, en Sandhed,
som gløder den ren for Jeget. Harold har ikke
elsket Verden, heller ikke elskede den ham. Han
er stolt af aldrig at have smigret dens urene
Aande, aldrig at have bøiet Knæ for dens Guder;
aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et Smil,
han ikke mente, og aldrig at have været noget Echo,
naar Mængden raabte; han var en iblandt dem,
ikke en af dem. Men han vil som aaben Fjende
skilles fra den Verden, han ikke elskede, og som
gjengjældte ham det med Renter. Han troer,
siger han, hvad hans egen Erfaring end har
lært ham, at der gives Ord, som have samme
Vægt som Gjerning, Haab, der ikke skuffer, sand
Barmhjertighed, og to eller en, som er hvad de
synes [1].
Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over
i Melancholiens. Ogsaa denne Streng var
anslaaet i de første to Sange; men deres Melancholi
var den rent ungdommelige Utilfredshed. En
forspildt Ungdom laa bag Childe Harold og som den
phlegmatisk melancholske Hamlet mellem
Graverkarlene stod han ved Achilles’s Grav og overveiede
med et Dødningehoved i sin Haand, hvad Livet
og dets bedste Ry var værd, medens han, som
da endnu ikke havde smagt Hæderens Sødme, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
