Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nærliggende Natur. Kun den romantiske Natur er
dem kjær. Fra den haarde Virkeligheds Land
tyer George Sand ind i de skjønne Drømmes Rige,
Théophile Gautier ind i den skjønne Kunsts. George
Sand lod i «Lélia», Balzac i «Pére Goriot» den ideale
eller almægtige Galeislave dømme Samfundet, ja
Balzac skrev fantastiske Legender efter Hoffmanns
Mønster. Og som de i deres Skikkelser ofte skye
det Simple og Jævne, saaledes end mere i det
sproglige Udtryk. Der udviklede sig snart en pompøs
Rlietorik, der langt overtraf de klassiske Tiders. Det
var de brændende og blændende Adjectivers gyldne
Tid. Malende, sværmeriske Tillægsord, der i
overdaadigt Tal indfattedes i Stilen som Juveler,
aabnede hvert Øieblik uendelige Perspectiver.
Forsaavidt kan man sige, at denne Ungdoms Diction
ikke mindre end dens Idealer var ren Romantik.
Men ogsaa kun forsaavidt.
Hos Hugo, Skolens Stifter, var Dobbeltkjærligheden
til Natur og Unatur betinget ved en individuel
Eiendommelighed. Hans Øie var anlagt paa
at see og finde Contraster, hans Aand var
saaledes bygget, at den rhetoriske Antithese var dens
Grundform. Allerede i Melodramet «Inez de Castro»
fra hans Drengeaar finder man som senere i hans
«Marie Tudor» paa den ene Side af Scenen Tronen,
paa den anden Skafottet, Monarken og Bøddelen
Ansigt til Ansigt. Kort før Fortalen til «Cromwell»
skreves, spadserede Hugo, som hans Hustru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
